___forretningsorden                

Op

 

                                                                                                  

Forretningsorden

 

Forord.

Denne forretningsorden er et supplement til klubbens vedtægter og øvrige reglementer, som altid er opslået på opslagstavlen i klubhuset. Forretningsordenen fortæller bestyrelsen og medlemmerne hvordan forskellige administrative opgaver udføres af bestyrelsen, samt giver medlemmerne retningslinjer for hvordan man opfører sig i klubben.

 

Tildeling af bådepladser

26. marts 2009. Bådelauget Krogen

 

Bestyrelsen har beskrevet forretningsorden / principper for venteliste og tildeling af bådpladser.

Præsenteres til orientering og kommentarer ved generalforsamlingen 2009.

 

 

Bådelauget Krogen råder over sammenlagt 79 bådpladser i 2009

 

·        14 midlertidige pladser ved Flydebroen til både med max. 2,5m i bredde

·        10 faste pladser ved Betonmolen til både med max. 2,5m i bredde

·        38 faste pladser i Havnebassinet til både med max. 2,5m i bredde

·        3 faste pladser på Nokken til større både

·        14 faste pælepladser ved Broen til både med max. 3,0m i bredde

 

 

Venteliste

På ventelisten kan optages ethvert medlem mod tilmelding hos kassereren og betaling af et ventelistegebyr på kr. 200. Derefter koster det kr. 100 pr. år at fastholde sin venteliste plads.

Der skal altid være en aktuel / opdateret venteliste på Krogens internet hjemmeside, www.krogen.biz, og der skal være en papirkopi hængt op i klubhuset.

Medlemmer på ventelisten kan ikke skrive sig på venteliste til en bestemt fast plads.

Medlemmer på ventelisten skal spørges, om de er interesseret i at være på særlig venteliste til midlertidig plads

 

Tildeling af pladser

Midlertidige pladser ved Flydebroen tildeles ved ledighed efter rækkefølge i ventelisten til de medlemmer, der har ønsket midlertidig plads. Medlemmet bevarer sin plads på ventelisten til fast bådplads.

Faste pladser tildeles ved ledighed efter ventelisten. Faste pladser tildeles de laveste numre først. Disse slettes fra listen og alle andre rykker nærmere en fast plads. Tildeling af plads foregår ved at Formanden for Krogen sender et brev med tilbud om plads. Der skal svares tilbage til havneformanden inden 14 dage.

Når medlemmet siger ja til pladsen, skal der inden 3 måneder ligge en båd på pladsen. Bådens størrelse og ejerforhold skal være forud godkendt af bestyrelsen.

Dersom medlemmet siger nej til det aktuelle tilbud om plads, er det muligt at blive på ventelisten, men medlemmet flyttes til bagerst på listen. Såfremt medlemmet slet ikke svarer på tilbudet, bliver man slettet af ventelisten.

Flytning / disponering. Medlemmer med fast plads kan ønske flytning til anden plads. Medlemmer med fast plads har fortrinsadgang ved tildeling af ledige pladser. Der oprettes særlig venteliste ved havneformanden.

Når der opstår en ledig plads vurderer havneformand og havnemester, om der er grunde til rokering. Dette vurderes ud fra eventuelle særlige ønsker hos medlemmer med fast plads og ud fra principper om god disponering og harmoni i Krogen.

Det tilstræbes at samle fiskerbåde - sejlbåde og motorbåde i grupper.

Så vidt det er muligt skal det undgås at flytte medlemmer med faste pladser mod deres eget ønske.

For at sikre den bedste udnyttelse af havnen for alle skal havneformand og havnemester løbende vurdere om disponeringen er hensigtsmæssig ud fra hensynet til aktiv sejlads og bådenes størrelse og manøvredygtighed.

 

Fartøjsstationen

Havneformanden og havnemesteren vurderer løbende bådenes placering og beskaffenhed. Der gøres status hvert år i juni.

Ændringer i fartøjsstationen noteres løbende. Der skal altid være en opdateret / aktuel oversigt på Krogens internet hjemmeside, og der skal være en papirkopi hængt op i klubhuset.

Både, som er i forfald og som ikke ser ud til at blive sejlet i, noteres op og Formanden sender ejerne et brev med anmodning om en skriftlig forklaring til bestyrelsen indenfor 14 dage. Samtidig gives påbud om at få gjort noget ved skibet, så det ikke skæmmer havnen.

Såfremt medlemmet ikke giver svar - eller svaret ikke kan anerkendes, vil Formanden sende et nyt brev med indkaldelse til møde med bestyrelsen. I samme brev gives varsel om inddragelse af bådpladsen, såfremt forholdene ikke bringes i orden indenfor 3 måneder.

 

 

 

 

 

Principperne bygger på bådelaugets vedtægter og reglement – se uddrag:

 

 

 

 

Uddrag fra: Vedtægter for foreningen Bådelauget Krogen

 

§ 7. Foreningens daglige ledelse

Stk. 1 Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen, som består af en formand, en kasserer og yderligere mindst tre medlemmer.

 

Stk. 2 Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, herunder mødefrekvens, og leder i øvrigt foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.

 

Stk. 4 Bestyrelsen kan nedsætte underudvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver. Bestyrelsen kan indgå aftaler om lønnet medhjælp, såfremt dette skønnes nødvendigt.

 

Stk. 10 Bestyrelsen foretager anvisning og fordeling af foreningens bådpladser

 

Således vedtaget på generalforsamling i Bådelauget Krogen den 28.04.2007

 

 

Uddrag fra: Reglement for Havnepladser

 

B Havnepladser

1. Tildeling af havnepladser: Bestyrelsen foretager anvisning og fordeling af foreningens bådpladser. Kun medlemmer af Bådelauget Krogen kan tildeles havnepladser i foreningens havneområde. Fortøjning udenfor de anviste pladser er ikke tilladt. Retten til en havneplads kan ikke følge fartøjet ved salg.

 2. Bådhandel: Handel med både under enhver tænkelig form skal altid forud godkendes af bestyrelsen. I modsat fald er bestyrelsen berettiget til at inddrage de implicerede bådpladser.

Der kan ikke handles/overdrages bådpladser i forbindelse med handel med både.

 3. Dispositionsret: Ved salg af fartøjer vil bådpladsen - ej heller som gæsteplads - af den tidligere ejer kunne overdrages til anden side for den resterende del af sæsonen, selvom om forudbetaling af havneleje har fundet sted af den tidligere ejer. Ledige pladser opstået ved salg eller ved manglende indbetaling af havneleje overgår til foreningens disposition.

Hvis havnemesteren konstaterer, at der er fartøjer fortøjet i havnen, som i to på hinanden følgende år ikke benyttes til sejlads, skal bestyrelsen underrettes. Bestyrelsen kontakter ejeren af båden for at finde ud af, hvorfor båden ikke bliver brugt. Såfremt medlemmet ikke kan give en gyldig forklaring, vil bestyrelsen inddrage pladsen og kræve, at medlemmet fjerner sin båd

4. Fremleje: Fremleje af havnepladser er ikke tilladt. Enhver anvendelse af pladserne i erhvervsøjemed skal være godkendt af foreningens bestyrelse.

5. Midlertidige ledige pladser: I de tidsrum bådejerne ikke selv benytter tildelte pladser (f.eks. i forbindelse med ferie/week-end sejlads m.v.) kan foreningen disponere frit over pågældende pladser. Fartøjsejerne skal meddele bestyrelsen i hvilket tidsrum pladserne er ledige. Der vil i klubhuset være ophængt en liste hvor fartøjsejere kan notere i hvilket tidsrum deres plads er ledig.

6. Omplacering: I tilfælde, hvor der ved omplacering kan skaffes bedre plads generelt set, eller hvor andre forhold taler for, har bestyrelsen ret til at foretage ombytning af de tildelte pladser. Indbyrdes bytning af pladser - uden bestyrelsens godkendelse - er ikke tilladt.

 

Således vedtaget den 28/4-2007 på Bådelauget Krogens generalforsamling

 

 

Tjek af både i havnen

Havneformanden vurderer sammen med havnemesteren bådenes placering og beskaffenhed hvert år i juni.

Så vidt muligt undgås at flytte medlemmer med faste pladser.

Dog skal hensynet til aktiv sejlads og bådenes størrelse og manøvredygtighed hele tiden vurderes mhp. at sikre den bedste udnyttelse af havnen for alle.

Både, som er i forfald og som ikke ser ud til at blive sejlet i, noteres op og ejerne sendes et brev med opfordring til svare bestyrelsen på, om båden bliver brugt. Hvis ikke, så afkræves medlemmet en forklaring samt et påbud om at få gjort noget ved skibet, så det ikke skæmmer havnen

 

Samtidig vil disse medlemmer få at vide, at såfremt bestyrelsen ikke får et fornuftig forklaring indenfor en given tid, så vil bådene blive sat på land og pladsen inddraget. I mellemtiden vil disse både blive flyttet til de mindst attraktive pladser i havnen.

 

Brug af kranen

Kranen kan bruges til søsætning og optagning af både der vejr under 2 tons. Kranen kan reserveres hos bestyrelsen. Stropper og håndtag forefindes i det dertil indrettede rum og udleveres af bestyrelsen. Brug af kranen sker på eget ansvar. Området omkring kranen skal rengøres efter brug og specielt krøjekransen på kransen skal rengøres.

 


 

Vinterplads

Vinterpladsen tilses hvert år primo juni for at sikre, at der ikke er vrag og efterladenskaber på pladsen jvn. reglementet.

 

Strøm.

Der forefindes elskabe på den nordligste bro og ved begyndelsen af den sydlige bro. Ingen medlemmer har krav på landstrøm hele tiden. Der er ikke stik til hver båd, og det er op til havnemesteren at se efter, at der ikke er nogen, som har stikket i hele tiden.

 

Der må under ingen omstændigheder trækkes faste kabler til skibe uden at bestyrelsen er bekendt hermed. Under normale omstændigheder må der kun tilsluttes en batterioplader, således at der kan oplades batterier for start af motor. Brug af varmeblæsere er forbudt, medmindre bestyrelsen har godkendt brugen og at der er opstillet bimåler på det pågældende skib. Der betales en fast takst pr. KWh som fastsættes af bestyrelsen hvert år efter generalforsamlingen.

 

Vand.

Der kan tappes vand til fyldning af vandtanke på skibe fra aftapningshanen på højreside af den røde skurbygning. Du skal selv tilkoble en slange der kan nå dit skib. Vandet fra denne hane må også bruges til rensning af fisk og til højtryksspuling. Det henstilles til at der spares på forbruget.

 

Klubhuset

I klubhuset finder der køkken, bad og toilet/pissevare. Køkkenet kan benyttes frit af både aktive som passive medlemmer samt gæstesejlere som er beliggende i klubbens opkrævningsområde.

 

Køkkenet er udstyret med komfur og emhætte, kaffemaskine, el koge kedel og en Mikroovn alt kan benyttes frit til madlavning blot kræves at der rengøres efter brug.

 

Køkkenet er endvidere udstyret med knive, gafler, skeer og andet relevant udstyr til madlavning, dette udstyr må under ingen omstændigheder fjernes fra klubhuset.

 

Bad kan benyttes gratis af medlemmer og gæstesejlere, der medbringes selv sæbe. Badet tørres af på vægge og gulve efter brug.

 

Toilet og håndvaske kan benyttes frit. Der gøres også her rent efter brug..

 

Frihavnsordningen

Bådelauget "Krogen" et tilmeldt frihavnsordningen, hvilket giver Krogens medlemmer mulighed for gratis overnatninger i andre havne der også er tilknyttet ordningen. Men forpligtiger samtidig Bådelauget "Krogen" til at modtagen andre gæstesejlere på lige fod. Dvs. 3 overnatninger + evt. opkrævning af miljøafgift og strøm.

 

Opkrævning af kontingent.

Kontingent opkræves forud for hver generalforsamling og kan kun betales via PBS eller girokort. Kontingentet skal være betalt inden generalforsamlingen og kan ikke længere betales på selve dagen.

Medlemmer som er blevet optaget i klubben efter d. 1/12 opkræves dog først ved udsendelse af girokort inden generalforsamlingen.

Der udsendes rykkere 14 dage efter generalforsamlingen med gebyr og trussel om eksklusion fra Lauget ved manglende betaling.

 

 

Nyt Frihavnsskilt kan købes hvert år fra april måned hos havnemesteren. Prisen er pt. fastsat til kr. 35,-

 

Forsikring af båd

Bådelauget "Krogen" har indgået en kollektiv ordning med Danmarks Tursejler Forening om ansvarsforsikring af både. Prisen er pt. kr. 210,-/år inklusiv modtagelse af Tursejlerbladet 6 gange årligt. I klubbens vedtægter og i havnens reglement er det fastslået, at alle skibe skal være ansvarsforsikrede. Hvis dit skib endnu ikke er ansvarsforsikret skal du henvende dig til klubbens kasserer, som sørger for tilmeldingen til ordningen.

 

Mødereferater.

Indsættes i Håndbogen for Bådelauget Krogen, som har sin faste plads på hylden i klubhuset.

 

Startside ] Op ] 

Send e-mail til Bestyrelsen@krogen.biz med spørgsmål eller kommentarer om dette Web-sted.