vedtægter                

Op

 

 

Vedtægter for foreningen Bådelauget Krogen

 

§ 1. Navn og hjemsted

 

Stk. 1. Foreningens navn er Bådelauget Krogen

 

Stk. 2. Foreningens hjemsted er Århus Kommune

 

§ 2. Formål

 

Stk. 1 Foreningens formål er:

      a) fritidsfiskeri og sejlads

      b) administration af bådpladser

      c) administration af vinterpladser

      d) administration af klubhus

      e) varetagelse af foreningens interesser i forhold til Århus

          Kommune, Århus Havn og øvrige relevante myndigheder og instanser.

 

§ 3. Medlemskreds

 

Stk. 1 Optagelse af nye medlemmer besluttes af bestyrelsen på førstkommende ordinære bestyrelsesmøde efter skriftlig anmodning fra den interesserede.

 

Stk. 2 Alle medlemmer, der får tildelt bådplads i Bådelauget Krogens område, skal være aktivt medlemskab i foreningen. 

 

Stk. 3 Alle andre medlemmer er passive medlemmer.

 

Stk. 4 Hvis en båd er ejet af flere personer, skal alle ejerne være aktive medlem.

 

Stk. 4a Ved både med flere ejere, er det kun den oprindelige ejer der har ret til bådpladsen.

 

Ved dødsfald af højest rangerede medlem og dette medlems testamentelige overdragelse af fartøjet til arvinger er det muligt for arvingerne at beholde den faste plads, ellers henvises der til en midlertidig plads. Ved tvivls tilfælde er det bestyrelsens afgørelse der er gældende for placering af fartøj og medlemskab af Bådelauget Krogen.

 

Stk. 5 Bestyrelsen kan optage medlemmer på venteliste til en bådplads.

 

Stk.6 Aktivt medlemskab ophører, såfremt et medlem ikke længere ejer en båd.

 

Stk. 7 Medlemmerne betaler et af generalforsamlingen fastsat kontingent. Bestyrelsen opkræver kontingentet før foreningens ordinære general-forsamling.

 

Stk. 8 Opkrævningsformen fastsættes af bestyrelsen.

 

§ 4. Eksklusion

 

Stk. 1 Bestyrelsen kan ekskludere et medlem hvis det

a)    åbenlyst modarbejder foreningens interesser

b)    udviser en adfærd, der er en åbenlys belastning for foreningen

c)    undlader at betale kontingent, afgift for bådpladsen eller andre lovlige fordringer til foreningen.

 

§ 5. Generalforsamlingen

 

Stk. 1 Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

 

Stk. 2 Ordinær generalforsamling holdes én gang årligt inden udgangen af april og indkaldes med mindst 14 dages varsel og med angivelse af dagsorden ved brev til medlemmerne og ved opslag i klubhuset.

 

Stk. 3 Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden skriftligt i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.

 

Stk. 4 Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.

 

Stk. 5 Medlemmer har adgang til og taleret på generalforsamlingen, men kun aktive medlemmer har stemmeret. Der kan for hver afstemning kun afgives én stemme pr. båd.

 

Stk. 6 Medlemmer i restance til foreningen har ikke adgang til generalforsamlingen.

 

Stk. 7 Stemmeberettigede registreres ved indtegning til generalforsamlingen. Der udleveres stemmesedler til evt. skriftlig afstemning samt stemmesedler til markering ved håndsoprækning.

 

Stk. 8 Stemmer kan ikke afgives ved fuldmagt, undtaget ved fler-ejerforhold. En fuldmagt er kun gyldig, hvis den af bestyrelsen er registreret umiddelbart inden generalforsamlingen i forbindelse med indtegningen.

 

Stk. 9 Stemmeafgivning sker som udgangspunkt ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning gennemføres, hvis mindst en tredjedel af de stemmeberettigede anmoder dirigenten derom, eller hvis dirigenten af egen drift beslutter det.

 

Stk. 10 Generalforsamlingen træffer beslutninger med simpelt flertal (mindst én over halvdelen af de gyldigt afgivne stemmer).

 

Stk. 11 Lovligt indkaldt generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte stemmeberettigede.

 

Stk. 12 Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

 

1.             Valg af dirigent.

Dirigenten orienterer ved mødets start forsamlingen om eventuelle fuldmagter.

2.             Valg af 2 stemmetællere.

3.             Fremlæggelse og godkendelse af formandens beretning.

4.             Fremlæggelse og godkendelse af foreningens regnskab.

5.             Behandling af indkomne forslag.

6.             Valg af formand (ulige år).

7.             Valg af kasserer (lige år).

8.             Valg af mindst et bestyrelsesmedlem (ulige år).

9.             Valg af mindst to bestyrelsesmedlemmer (lige år).

10.        Valg af mindst to bestyrelsessuppleanter (hvert år).

11.        Valg af 1 revisor (lige år).

12.        Valg af 1 revisor (ulige år).

13.        Valg af 1 revisorsuppleant (hvert år).

14.        Eventuelt.

 

§ 6. Ekstraordinær generalforsamling

Stk. 1 Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal holdes, hvis mindst en tredjedel af de aktive medlemmer fremsætter skriftlig begrundet anmodning om det over for formanden. I sådanne tilfælde skal generalforsamlingen holdes senest otte uger efter, at anmodningen er kommet til formandens kundskab.

 

Stk. 2 Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er to uger.

 

 

§ 7. Foreningens daglige ledelse

 

Stk. 1 Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen, som består af en formand, en kasserer og yderligere mindst tre medlemmer.

 

Stk. 2 Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, herunder mødefrekvens, og leder i øvrigt foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.

 

Stk. 3 Senest 14 dage efter nyvalg holder bestyrelsen konstituerende møde.

 

Stk. 4 Bestyrelsen kan nedsætte underudvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver. Bestyrelsen kan indgå aftaler om lønnet medhjælp, såfremt dette skønnes nødvendigt.

 

Stk. 5 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når et flertal af bestyrelsen er samlet, her iblandt formanden. Bestyrelsen er også beslutningsdygtig, når et flertal af bestyrelsen er til stede, og formanden er konsulteret.

 

Stk. 6 I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

 

Stk. 7 Formanden - og i dennes fravær næstformanden - indkalder og leder bestyrelsens møder. Indkaldelse sker skriftligt med angivelse af dagsorden.

 

Stk. 8 Hvis mindst to medlemmer af bestyrelsen fremsætter ønske om afholdelse af bestyrelsesmøde, skal mødet holdes senest 14 dage efter, at anmodningen er kommet til formandens kundskab.

 

Stk. 9 Hvis et bestyrelsesmedlem afgår i utide, indkaldes en af de valgte suppleanter efter prioritetsrækkefølge, hvorefter bestyrelsen foretager nykonstituering, som gælder frem til næste ordinære generalforsamling.

 

Stk. 10 Bestyrelsen foretager anvisning og fordeling af foreningens bådpladser.

 

§ 8. Økonomi, regnskab og revision

Stk. 1 Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.

 

Stk. 2 Bestyrelsen er ansvarlig overfor generalforsamlingen for foreningens økonomi.

 

Stk. 3 Foreningens regnskab føres af kassereren, der tillige fører foreningens medlemsregister.

 

Stk. 4 Foreningens årsregnskab revideres af de valgte revisorer inden generalforsamling.

 

§ 9. Tegningsregler og hæftelse

Stk. 1 Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og kassereren i forening. Ved optagelse af lån og ved salg/pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.

 

Stk. 2 Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.

 

§ 10. Vedtægtsændringer

Stk. 1 Disse vedtægter kan kun ændres med to tredjedeles flertal på en generalforsamling.

 

Stk. 2 Vedtægtsændringerne træder i kraft umiddelbart efter den generalforsamling, de vedtages på.

 

§ 11. Opløsning

Stk. 1 Opløsning af foreningen kan kun finde sted med to tredjedeles flertal på to på hinanden følgende generalforsamlinger, der holdes med mindst to og højst fire ugers mellemrum.

 

Stk. 2 Foreningens formue skal i tilfælde af opløsning anvendes til gavn for børne- og ungdomsarbejde i Århus Kommune. Beslutning om den konkrete anvendelse af formuen træffes af den opløsende generalforsamling.

 

§ 12. Datering

Således vedtaget på generalforsamling i Bådelaget Krogen den 28.04.2007.

 

 

Dirigentens underskrift.

 

Startside ] Op ] 

Send e-mail til Bestyrelsen@krogen.biz med spørgsmål eller kommentarer om dette Web-sted.