vinterpladser                

Op

 

Reglement for Vinterpladsen

 

 

  1. Vinterpladsen bestyres af Århus Strandjagt Forening, Mooringlauget og Bådelauget Krogen via et nedsat vinterpladsudvalg, hvor der er 1 repræsentant fra hver forening

 

  1. Vinterpladsen er forbeholdt brugerne i fiskerihavnen, som er medlem af en af følgende for-eninger, Århus Strandjagt Forening, Mooringlauget, Bådelauget Krogen eller har status som fritids/erhvervsfisker.

 

  1. Opstilling af fartøjer på vinterpladsen skal ske på den af vinterpladsudvalget anviste plads. Afstanden imellem bådene må max. være 80 cm.

 

  1. Intet grej eller gods, herunder transportvogne, garn og lignende, må efterlades på vinter-pladsen. Alle uvedkommende effekter vil blive fjernet uden ansvar.

 

  1. Fartøjer med en egenvægt på over 2 tons kan ikke søsættes/optages af svingkranen på kajen.2 tons kranen kan reserveres hos havnemesteren for Bådelauget Krogen. Ved brug af kranen, skal anvisning fra havnemesteren følges nøje. Under ingen omstændigheder må den løfte mere end anført - altså 2 tons. Brug af kranen sker for egen risiko og ansvar. Efter benyttelse skal stropper, håndsving m.m. låses inde i de dertil hørende rum. Efter brug skal kranen rengøres - specielt krøjekransen. Efter søsætning eller optagelse skal området ryddes og rengøres omgående.

 

  1. Henliggende ved kajkranen er begrænset til max. 3 døgn. Vinterpladsudvalget er berettiget til at udstede dagbøder for overskridelse af de 3 døgn. Denne regel gælder både for vandområdet ved kranen og landområdet omkring kranen.

 

  1. Højtryksspuler, kan lejes af havnemesteren for Bådelauget Krogen. Anvisning i forbindelse med brugen af denne skal følges. Specielt vigtigt er, at den ikke må køre i tomgang i mere end 2 minutter. Undgå at oversprøjte andre både på land og i vand. Selvsagt skal den rengøres og låses inde i det dertil indrettede rum.

 

  1. Aktive medlemmer af Bådelauget kan uden vederlag benytte strøm til støvsugning, slibning og andre el-værktøjer. Medlemmer af andre foreningen kan få leveret strøm fra Bådelauget Krogen mod opstilling af en bi-måler der aflæses af Bådelauget Krogens havnemester ved opstilling og nedtagning.

 

  1. El-ledninger skal daglig frakobles og rulles sammen

 

  1. Der må ikke være opstillet fartøjer på vinterpladsen i perioden fra 15. juni til 1. september.

 

  1. I tilfælde hvor større reparationer eller andre særlige forhold giver anledning til, at et fartøj skal stå på land udover normal oplægningsperiode, kan der træffes aftale med vinterpladsudvalget om dispensation for ovennævnte bestemmelser. Vinterpladsudvalget kan forlange at båden placeres på et af vinterpladsudvalget udpeget områdes. Kun under helt specielle forhold kan det godkendes, at en båd står i længere tid på foreningernes land-arealer.

 

  1. Hvis perioden i punkt 10 overskrides er Vinterpladsudvalget berettiget til at flytte fartøjer på ejerens regning og risiko, dersom der ikke er lavet en godkendt afvigelse med vinterpladsudvalget.

 

  1. Når fartøjet skal stå på land, påhviler det ejerne at sørge for at stativet/afstivningen er forsvarlig. Klodser og kiler anskaffes og opbevares af den enkelte bådejer. Vintertages/Presenningers bredde skal holdes inden for bådens bredde + 2 gange 10 cm. Vintertage skal kunne adskilles og henlægges på en dertil udpeget plads.

 

  1. Vinterstativer, bådvogne, vintertage og andet grej skal være tydeligt afmærket med bådens navn og klubnavn..

 

  1. Det påhviler ubetinget enhver fartøjs ejer at holde rent omkring sit fartøj. Al affald hidrørende fra klargøring, reparation m.m. skal fjernes dagligt ved arbejdets ophør og anbringes i de respektive affaldscontainere for spildolie, malingsrester/malingsbøtter m.m. og almindelig affald

 

  1. Efter søsætning skal stativer, klodser m.v. fjernes samme dag, og anbringes på et af vinterpladsudvalget anvist sted.

 

  1. For medlemmer, som ikke retter sig efter ovenstående, kan vinterpladsudvalget for medlemmets regning fortage den nødvendige oprydning og rengøring.

 

  1. Enhver overtrædelse af disse regler kan medfører eksklusion fra den enkeltes forening.

 

  1. Vinterpladsudvalget kan udpege en person for varetagelse af dette reglement overholdelse.

 

  1. Endvidere henvises til Bekendtgørelse om standardreglement for overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne som er vedhæftet disse regler.

 

Vinterpladsudvalget kan træffes igennem de respektive foreninger, kontaktpersonerne er:

 

Bådelauget Krogen

Kasserer Peter Hoe Bendixen

Nordre Ringgade 125

8200 Århus N

tlf. 60 77 93 00

email: peter.bendixen@preweb.dk

 

Mooringlauget

Lasse Magnussen

Skovvejen 34

8000 Århus C

tlf. 86 13 05 89

email: magnum@mobilixnet.dk

 

Århus Strandjagtforening

Arne M. Nielsen

Hvedebjergvej 4

8220 Brabrand

tlf. 86 25 32 51

email: nma2896@vip.cybercity.dk


 

Bekendtgørelse om standardreglement for overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne

BEK nr 9139 af 15/04/2002 (Gældende)

Lovgivning som forskriften vedrører

 

LOV Nr. 326 af 28/05/1999

Senere ændringer til forskriften

Oversigt (indholdsfortegnelse)

 

Bilag 1

Forskriftens fulde tekst

 

Bekendtgørelse om standardreglement for overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne

I medfør af § 15 og § 18, stk. 2, i lov nr. 326 af 28. maj 1999 om havne fastsættes efter bemyndigelse i helhold til § 5, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 1051 af 16. december 1999 om henlæggelse af opgaver til Kystinspektoratet og om kundgørelse af ordensreglementer for havne:

§ 1. Det i bilag 1 anførte »Standardreglement for overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne« gælder for lystbådehavne og mindre fiskerihavne.

§ 2. De hidtil gældende, for de enkelte lystbådehavne og mindre fiskerihavne i medfør af § 14, stk. 1, i lov nr. 316 af 16. maj 1990 om trafikhavne m.v. og § 15, jf. § 1, stk. 2, i lov nr. 326 af 28. maj 1999 om havne, fastsatte ordensreglementer forbliver i kraft, indtil nye reglementer måtte blive udfærdiget. Dog ophæves bestemmelser i et ordensreglement om, at havnen kan tilkendegive den pågældende, at overtrædelse af reglementet kan afgøres uden retslig forfølgning ved betaling af en bøde, og at denne tilfalder havnen.

§ 3. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 2002.

Kystdirektoratet, den 15. april 2002

Per Roed Jakobsen

/Flemming Thyme

Bilag 1

Standardreglement for overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne.


 

 

For disse havne gælder, at den enkelte havn udarbejder et individuelt reglement med en beskrivelse af havnens land- og søområde og med angivelse af eventuelle særlige ordensregler, som ønskes for den pågældende havn.

Det individuelle ordensreglement skal henvise til »Bekendtgørelse om standardreglement for overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne«.

Det individuelle ordensreglement skal godkendes af Kystdirektoratet.

1. Generelle bestemmelser

1.1 Føreren af ethvert fartøj i havnen samt havnens øvrige brugere har pligt til at gøre sig bekendt med indholdet af dette reglement, der gratis udleveres ved henvendelse til havnemyndigheden.

1.2 Overholdelse af orden inden for havnens område påses af havnemyndigheden.

1.3 Politiet, det kommunale redningsberedskab, fiskerikontrollen og andre myndigheder udfører opgaver inden for havneområdet efter lovgivningens almindelige regler og kan benytte slæbesteder efter behov.

1.4 Havnemyndigheden skal i tjenestetiden være iført uniform eller uniformskasket, men skal i øvrigt legitimere sig, hvis det forlanges.

2. Regler for opankring, sejlads, fortøjning m.m.

2.1 Fartøjer må ikke ankre inden for havnens søområde uden bydende nødvendighed, medmindre havnemyndigheden har givet særlig tilladelse dertil.

2.2 Fartøjer, der tillades opankret uden for havnens ydre værker, men inden for havnens søområde, skal føre forskriftsmæssige signaler (sort kugle eller ankerlanterne).

2.3 Havnemyndigheden kan forlange, at ethvert fartøj, som ankrer inden for havnens søområde, flyttes, hvis havnemyndigheden skønner, at fartøjet hindrer fri og sikker passage. Såfremt ankringen ikke er ophørt til det af havnemyndigheden fastsatte tidspunkt, kan havnemyndigheden lade fartøjet flytte for ejerens regning og risiko.

2.4 For sejladsen inden for havnens område gælder de af Søfartsstyrelsen til enhver tid udfærdigede regler for sejlads m.m. i visse danske farvande samt evt. særlige regler, der måtte fremgå af ordensreglementets individuelle del.

2.5 Sejlads inden for havnens område skal foregå med hastigheder, der ikke overstiger opslåede fartgrænser eller i mangel af sådanne med så lav hastighed, at der ikke voldes ulempe for andre. Der skal manøvreres således, at der ikke er risiko for beskadigelse af havneanlægget.

2.6 Fastliggende fartøjer må bortset fra nødvendig forhaling ved "lastning/losning", reparation, brændstofpåfyldning m.m. kun anbringes ved de anviste (tildelte) pladser.


 

 

2.7 Gæstende fartøjer skal snarest melde deres ankomst til havnemyndigheden. Gæsten skal forhale til en anden plads, hvis en sådan anvises af havnemyndigheden, eller dersom pladsen ønskes brugt af et fartøj, som har fået pladsen anvist.

2.8 Efterkommes et givet påbud ikke, kan havnemyndigheden lade fartøjet flytte for ejerens regning og risiko.

2.9 Alle fartøjer, der benytter havnen, er forpligtet til at anvende fortøjninger og affendring, der er afpasset efter fartøjets størrelse og under alle forhold holder fartøjet inden for den anviste plads.

2.10 Fartøjer må ikke fastholdes ved ankre eller trosser, som helt eller delvist spærrer farvandet i havnen, uden havnemyndighedens tilladelse, og når det forlanges, skal de slækkes for andre både.

2.11 Fartøjsejeren har ubetinget pligt til jævnligt at tilse sit fartøj, når det henligger i eller på havnen og sørge for, at det er lænset, vel fortøjet og affendret i begge sider, ligesom fartøjsejeren under oplægning på land har ubetinget ansvar for at sikre, at fartøjet er forsvarligt afstivet, og at eventuel afdækning er passende fastgjort.

2.12 Bliver det af pladshensyn nødvendigt, at flere fartøjer ligger på siden af hinanden, skal de, som ligger nærmest bolværket, affinde sig med, at mandskabet fra de udenpå liggende fartøjer har fri og uhindret passage over dækket. Mandskabet fra de yderste både skal så vidt muligt passere over fordækket på de inderste både.

2.13 Slæbejoller og lignende må kun anbringes ved fartøjet, såfremt det kan ske uden gener for andre fartøjer.

2.14 Fartøjer, der ligger fortøjet, skal fastgøre fald og lignende således, at det ikke klaprer unødigt mod masten.

2.15 Et fartøj må ikke oplægges i eller på havnen uden havnemyndighedens forudgående tilladelse. En sådan tilladelse vil i givet fald indeholde de fornødne praktiske anvisninger, betingelser om økonomisk sikkerhed, overholdelse af givne tidsfrister, tilsynspligt m.v.

2.16 Efterladte, sunkne eller strandede fartøjer kan havnemyndigheden forlange flyttet inden for en af havnemyndigheden fastsat rimelig tid. Efterkommes et pålæg herom ikke, kan havnemyndigheden efter endnu en meddelt frist lade fartøjet fjerne og sælge for ejerens regning. Inden salget skal havnen så vidt muligt give ejeren besked. Provenuet fra et salg kan anvendes til hel eller delvis dækning af havnens omkostninger.

Såfremt en uafhængig vureringsmand har erklæret, at fartøjet er værdiløst, eller at dets værdi ikke overstiger de skønnede salgsomkostninger, kan havnemyndigheden skaffe fartøjet bort efter at have givet skriftlig meddelelse herom til ejeren. Såfremt ejeren eller dennes opholdssted er ukendt for havnemyndigheden, kan meddelelse i stedet gives ved opslag på fartøjet samt ved annoncering i et lokalt dagblad/ugeblad.


 

 

Uanset sådant salg eller bortskaffelse hæfter ejeren fortsat for fuld betaling af havnemyndighedens omkostninger.

2.17 Vrag må ikke indbringes i havnen uden havnemyndighedens udtrykkelige tilladelse. Et sådant vrag henligger i enhver henseende for ejerens regning og risiko.

3. Optagning, reparation, brændstof m.m.

3.1 Søsætning/optagning må kun foretages ved de af havnemyndigheden anviste bolværker, ramper og lignende.

3.2 Umiddelbart efter søsætning/optagning har fartøjsejeren pligt til at rydde kajen og landplads for bukke, vogne, støtter og andet grej.

3.3 Fartøjer, bådvogne og master m.m. må kun anbringes på de dertil bestemte arealer efter aftale med havnemyndigheden.

3.4 Fartøjer og bådvogne m.m., der henstår på havnens arealer eller henligger i havnens bassiner uden tilladelse, er havnemyndigheden berettiget til umiddelbart at fjerne for ejerens regning og risiko.

3.5 Benzin må ikke forefindes i fartøjer på land. Tankene skal tømmes og udluftes. Opbevaring af motorbrændstoffer, smøreolier og flaskegas på havnens område må kun finde sted med brandmyndighedens tilladelse.

3.6 Ved brændstofpåfyldning skal træffes alle forholdsregler til at sikre imod antændelse om bord eller på kaj.

4. Forskellige miljø-og ordensbestemmelser

4.1 Henkastning af affald af enhver art i havnebassiner eller på havnens område er forbudt. Der henvises til at benytte de affaldsbeholdere, der er opstillet på havnearealet.

4.2 Miljøfarligt affald såsom spildolie, malingrester, fortynder, udtjente oliefiltre og akkumulatorer må ikke anbringes i eller ved de almindelige affaldsbeholdere, men skal afleveres i de dertil indrettede specialbeholdere.

4.3 Reparationsarbejder eller lignende på skibe eller materiel, som henligger i havnen, skal foregå i henhold til gældende miljø- og arbejdsmiljøbestemmelser. Afrenset affald skal opsamles og bortskaffes i henhold til gældende bestemmelser således, at havnen ikke påføres et oprensnings-, miljø- eller iltsvindsproblem.

4.4 Udpumpning af marinetoiletter eller tømning af holding-/septictanke i havnen er forbudt. Der henvises til brug af havnens toiletter og modtagefaciliteter.

4.5 Udpumpning af olieholdigt vand i havnen er forbudt. Vandet skal opsuges og tømmes i de særlige beholdere, der er opstillet på havnen, mærket "Spildolie" eller "Olieholdigt bundvand".


 

 

4.6 Afrensning af fartøjer, som er påført biocidholdig bundmaling, må alene finde sted ved eventuelle særligt indrettede vaskepladser.

4.7 Følgende aktiviteter må kun finde sted inden for havnens område med havnemyndighedens forudgående tilladelse:

a) Afbrænding af fyrværkeri. Afbrænding af festfyrværkeri kræver dog tillige politiets tilladelse.

b) Åben ild, herunder åben grill, om bord i fartøjet og på havneområdet i øvrigt uden for eventuelle dertil indrettede grill-pladser.

c) Fiskeri.

d) Vandskiløb, kapsejlads, benyttelse af sejlbrætter, sejlads med vandscootere og lignende.

e) Badning og dykning fra skibe eller bolværker.

f) Placering af husbåde.

g) Teltslagning og opstilling af campingvogne.

4.8 Havnemyndigheden kan give anvisninger vedrørende færdsel på havneområdet.

4.9 Parkering af campingvogne og bådtrailere må kun ske på de dertil særligt indrettede parkeringspladser.

4.10 Alt, hvad der findes, optages eller bjærges inden for havneområdet, skal straks anmeldes til havnemyndigheden.

5. Havneopsyn, ansvar og straffebestemmelser

5.1 Enhver, der befinder sig på havneområdet, har pligt til straks at efterkomme havnemyndighedens anvisninger og påbud, herunder også om at fjerne sig fra havnens område.

Hvis en fartøjsejer eller en anden bruger af havnen ikke efterkommer dette reglements bestemmelser eller de af havnemyndigheden givne pålæg så hurtigt, som det skønnes nødvendigt af myndigheden, er denne berettiget til at træffe de fornødne foranstaltninger til, at sådant sker. For beskadigelser, som derved måtte blive påført fartøjet med udstyr eller andre genstande, kan ejeren ikke forlange erstatning. Ejeren er pligtig til at erstatte de udgifter, som de udførte foranstaltninger måtte have medført.

5.2 Mener nogen sig forurettet af havnemyndigheden, kan sagen indbringes for havnebestyrelsen/havneudvalget, men et påbud skal under alle omstændigheder efterkommes.


 

 

5.3 Fartøjsejeren er ansvarlig for enhver skade (herunder tings-, person-, og følgeskade), der er forårsaget ved fejl eller forsømmelse udvist af fartøjsejeren eller øvrige besætningsmedlemmer. Ansvaret gælder skade, som direkte eller indirekte er forvoldt i forbindelse med anløbet af, opholdet i, brugen af eller afsejlingen fra havnen.

5.4 Havnemyndigheden er ansvarlig for skader på fartøjet eller dettes besætning, såfremt skaderne er forårsaget ved fejl eller forsømmelse begået af havnemyndigheden.

5.5 Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes overtrædelse af pkt. 2.1-2.2, 2.5-2.7, 2.9-2.15, 2.17, 3.1, 3.5-3.6, 4.1-4.9 og 5.1, første afsnit, med bøde.


 

 

Startside ] Op ] 

Send e-mail til Bestyrelsen@krogen.biz med spørgsmål eller kommentarer om dette Web-sted.